Viden om – psykologisk set

Det er velkendt at sygefraværet ofte omtales som højt og at det skal nedbringes. Så vidt det huskes er sygefraværet i nogle sammenhænge næsten 30 dage om året, hvilket forekommer ganske urimeligt.

TV Syd har i slutningen af maj fortalt en historie om, at medarbejdere ved ældreplejen i Billund kan opnå forskellige former for kontant bonus for ikke at melde sig syge. Det har ført til et klart fald i sygefraværet, og medarbejderne er glade for at få lidt ekstra penge. »Vi tager en ekstra tørn«, lyder argumentet. Forbløffende, fordi det jo viser at sygefraværet ikke er begrundet i sygdom, men i en eller anden over tid tiltusket rettighed til nedsat arbejdstid.

I sammenhængen interviewes Fredericias borgmester, der kunne forklare, at man – trods områdets største sygefravær blandt SOSUer på 28 dage – ikke havde en hensigt om at indføre bonusordninger al den stund medarbejderne jo fik løn for (at passe) deres arbejde, og at det ikke giver mening at man skal have ekstra penge for at passe arbejdet.

Deri har han jo så ganske ret. Det der belønnes bliver gjort, lyder et vigtigt ledelsesprincip. I Billund belønner man at arbejdet passes med ekstra penge, i Fredericia vil man søge andre veje for at nedbringe sygefraværet.

Jeg synes det er en noget aparte måde at påtage sig ansvaret for sit arbejde på. Det lyder lidt som om det er en arbejdspladskultur, at man på skift tager sig en sygefraværsdag uden at være syg. Jeg kan sagtens forstå, at man kan komme i pressede situationer af den ene eller anden grund, hvor dette kan være vigtigt, men eksemplerne fra Billund illustrerer at arbejdspres ikke alene er årsagen til fraværet.

Dette indlæg er skrevet i beyndelsen af juni:

Der var et indslag i nyhederne på TV (TV Syd) om ventetiderne på hospitalerne. Det har der været før. Jeg husker en overlæge, der satte sig for at rydde op i ventelisterne og forholde sig aktivt til dem, fortælle, hvorledes det derved var lykkedes at afskaffe ventetiderne på afdelingen.

Den aktuelle problemstilling omhandlede at besparelser havde nødvendiggjort en bevidst forholden sig til arbejdsgangene. Konsekvensen af det var den sidegevinst at ventetiden var faldet med ca. 20%. Ikke dårligt.

Man mente naturligvis ikke man kunne blive ved med at opnå yderligere gevinst, hvis der yderligere skulle spares. Der er selvfølgelig en grænse, men det er meget godt at høre der kan ændres, og at man kan gøre op med ineffektive måder at forholde sig til arbejdet på.

Ikke overraskende finder sygeplejerskerne sig mere stressede, og det er da muligt de har fået mere travlt. I øvrigt bemærkedes det, at man ikke så en sygeplejerske rede senge, som de ellers plejer gøre, når TV viser billeder af deres arbejde. Det er vel ikke et sygeplejerskejob at rede senge, når deres kvalifikationer tages i betragtning.

Må jeg i sammenhængen i øvrigt henvise til begrebet »sagsbunkens konstans«, hvilket lidt groft sagt er udtryk for en fælles ubevidst overenskomst om, hvor meget arbejde man kan klare og hvor længe det skal vare.